Handelsbetingelser
Vilkårene for at bruge Ejendomsdrift, skrevet så de kan læses. De beskriver den udgave, du kan bruge i dag: en funktion, der ikke er frigivet endnu, er ikke en del af tjenesten.
Tjenesten og aftalen
Ejendomsdrift er et samlet sted at holde styr på udlejningsboliger: værdi, leje og afkast på tværs af porteføljen, med kort, vurderingshistorik, lån og omkostninger, lejekontrakter og kalender. Tjenesten udbydes af Platformhuset ApS, CVR 46654277, C/O Legaldesk.dk ApS, Njalsgade 21F, 2., 2300 København S. Du kan skrive til os på kontakt@ejendomsdrift.dk eller gennem kontaktformularen.
Vilkårene gælder, når du opretter en konto og bruger platformen. Tjenesten er bygget til udlejere og bruges typisk erhvervsmæssigt.
Er du forbruger i lovens forstand — bruger du altså platformen til noget, der ligger uden for dit erhverv — gælder de ufravigelige forbrugerregler for dig, uanset hvad der ellers står i disse vilkår. Det gælder blandt andet fortrydelsesretten nedenfor og reglerne om opsigelse af en løbende aftale. Er du i tvivl, læser vi altid vilkårene i den retning, der er bedst for dig.
14 dage med hele platformen, uden kort. Derefter gratis med én bolig, læseadgang med flere eller abonnement, hvis du vælger en plan.
Dag 1-14: hele platformen er åben, uden kort. Derefter fortsætter kontoen gratis med én bolig; har du flere, har du læseadgang, og intet bliver slettet. Vælger du en plan undervejs, oplyser du kort hos Stripe, og første betaling sker, når de 14 dage er gået. Du kan afmelde inden.
Du kan oprette en konto uden at oplyse et betalingskort. Kontoen giver 14 dages adgang til hele platformen, regnet fra den dag, kontoen oprettes. Der indgås ingen abonnementsaftale ved oprettelsen, der trækkes ingen betaling, og der er intet at opsige.
Når de 14 dage er gået, uden at du har valgt en plan: Har du højst én bolig, fortsætter kontoen gratis med kernedriften til den ene bolig. Pro-funktionerne og plads til flere boliger kræver en betalt plan. Har du flere, kan du stadig se og læse alt, du har lagt ind, og intet er slettet. Låsen rammer det at rette og tilføje i porteføljen. Du kan stadig slette boliger, hente og slette dine dokumenter og rette dine kontooplysninger. Slet boliger, til du har én tilbage, så fortsætter kontoen gratis. Vælg en plan for at kunne rette og tilføje igen. Der slettes ikke data, når prøveperioden udløber.
Tiden frem til første betaling er abonnementets prøveperiode. Den giver adgang til hele platformen, og der er ingen funktioner, der er lukket undervejs. Der trækkes ingenting i prøveperioden. Enkelte konti, der er oprettet under tidligere vilkår, har i stedet 14 dage fra planvalget, og det står i så fald ved planvalget. Beløbet trækkes først, når de 14 gratis dage er gået. Alle priser er inkl. moms.
Afmelder du inden prøveperioden udløber, trækkes der ingenting, og aftalen ophører uden videre. Du kan afmelde under Abonnement, som åbner betalingsudbyderens kundeportal. Se også afsnittet om opsigelse nedenfor.
Betalingen håndteres af Stripe, som er vores betalingsudbyder. Dine kortoplysninger indtastes hos Stripe og gemmes aldrig i platformen — vi opbevarer alene et kundenummer hos Stripe og oplysningen om, hvilken plan der er valgt, og om abonnementet er aktivt. Kvitteringer sendes af Stripe til den e-mail, kontoen er oprettet med.
Abonnementet fornyes løbende for den valgte periode (måned eller år), indtil det opsiges. Din aftalte pris gælder ved fornyelse, medmindre vi har indgået en ny aftale med dig om en anden pris. En ændring på prissiden ændrer ikke i sig selv dit abonnement. Går en betaling ikke igennem, forsøger vi igen, og du får besked — adgangen lukkes ikke ved første afviste betaling.
14 dages fortrydelsesret
Er du forbruger, har du 14 dages fortrydelsesret fra den dag, aftalen blev indgået — altså fra den dag, du oprettede abonnementet. Fristen gælder, uanset om du er i prøveperioden eller allerede betaler.
Du fortryder ved at give os en utvetydig besked om det, inden fristen udløber. Der er tre veje, og de gælder lige meget:
- fortrydelsesfunktionen under Abonnement — de første 14 dage står der en knap, der hedder "Fortryd aftalen",
- en besked til kontakt@ejendomsdrift.dk eller gennem kontaktformularen,
- standardfortrydelsesskemaet, som du finder på fortrydelsessiden. Det er frivilligt at bruge det.
Vi kvitterer for din besked på mail, så du har det skriftligt. Fortryder du i prøveperioden, har du ikke betalt noget, og der er derfor ingenting at betale tilbage — det er gratis at fortryde.
Har du allerede betalt, tilbagebetaler vi beløbet uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at vi har modtaget din besked, med samme betalingsmiddel, du betalte med. Vi kan kun kræve betaling for den del, der er leveret inden din fortrydelse, hvis du udtrykkeligt har anmodet om levering inden fristens udløb og har fået de lovpligtige oplysninger. Almindelig accept af vilkårene eller brug af platformen er ikke i sig selv en sådan anmodning. Uden dokumentation herfor fratrækker vi ikke betaling for den brugte del. Et eventuelt beløb beregnes forholdsmæssigt ud fra den aftalte pris og den leverede del af perioden.
Hele vejledningen og skemaet står på fortrydelsessiden, som er lavet til at blive printet.
Konto og ansvar
Du opretter kontoen med navn og e-mail. Ved login med adgangskode bekræfter du e-mailen; vælger du Google-login, bekræftes din identitet gennem Google. Beskyt din loginadgang, og giv os besked gennem kontaktformularen, hvis du har mistanke om, at andre har fået adgang. Én konto administrerer én portefølje.
Det, du lægger ind, står du selv inde for. Platformen regner på dine egne tal og opbevarer dine egne oplysninger — den henter ikke data udefra og retter aldrig selv i det, du har skrevet. Lægger du oplysninger om andre ind, for eksempel din lejers navn og kontaktoplysninger, er du selv ansvarlig for, at du må behandle dem. Rollerne er beskrevet i privatlivspolitikken.
Platformen må ikke bruges til noget ulovligt eller til at forsøge at få adgang til andres data. Adgangen er personlig for din virksomhed og må ikke videresælges.
Tre planer
Har du højst én bolig, er kontoen gratis: uden kort, uden tidsgrænse og med hele kernedriften. Kernedriften er alle platformens funktioner undtagen Pro-funktionerne, som er nævnt nedenfor; prissiden viser listen funktion for funktion. Den gratis plan rummer ikke Pro-funktionerne. Basis rummer op til 5 boliger og er til den mindre portefølje. Pro rummer op til 150 boliger og indeholder desuden Pro-funktionerne: årsoversigt til revisor, markedstal og lejeestimat, forbrugsregnskaber, lejeregulering efter nettoprisindeks, AI-scanning af kvitteringer og API-adgang. Den fulde sammenligning — med priser — står på prissiden. Har du flere boliger, end Pro rummer, aftales vilkårene særskilt — skriv til os.
Basis koster 249 kr./md. eller 2.490 kr./år, Pro 399 kr./md. eller 3.990 kr./år — inkl. moms.
Du kan skifte mellem planerne inde under Abonnement. Skifter du fra Pro til Basis med flere boliger, end planen rummer, beholder du dem alle — du kan bare ikke tilføje flere, før du er under grænsen igen. Der slettes ikke noget ved et planskifte.
Opsigelse og binding
Månedsplanen har ingen bindingsperiode. Du kan opsige den når som helst under Abonnement, og adgangen løber til udgangen af den periode, du har betalt for. Det gælder også midt i prøveperioden — opsiger du dér, trækkes der ingenting. Du finder afmeldingen under Abonnement.
Opsiger du et månedligt abonnement, beholder du adgangen resten af den måned, du allerede har betalt for, og der opkræves ikke mere derefter.
Årspakken er forudbetalt. Har du valgt årspakken og er forbruger, kan du efter fem måneder opsige med én måneds varsel til udgangen af en måned; vi tilbagebetaler da den forholdsmæssige del af beløbet for tiden efter opsigelsens virkning. Er du erhvervsdrivende, løber årspakken den aftalte periode ud.
Opsigelse skal være lige så let som oprettelse. Når adgangen lukkes, bliver boligerne, kontrakterne og dokumenterne liggende, og vælger du en plan igen, står det hele, hvor du forlod det. Når abonnementet er endeligt ophørt, gemmer vi kontoen og alt indhold i 90 dage, hvorefter alt slettes, medmindre kontoen har højst én bolig og dermed fortsætter på den gratis plan. Se afsnittet Opbevaring efter ophør.
Dine rettigheder til det, du lægger ind
Du beholder alle rettigheder til det, du lægger ind — boliger, tal, kontrakter og noter. Vi bruger det alene til at levere platformen til dig og ikke til vores egne formål. Adgangen er lukket pr. udlejer og håndhævet i selve databasen, så en konto kun kan se sine egne rækker.
Personoplysninger er ikke et ejerskabsobjekt, og de behandles derfor efter rollerne i privatlivspolitikken og databehandleraftalen: vi er dataansvarlige for din konto og din brug af platformen, og databehandlere for de oplysninger, du skriver ind om dine lejere.
Du kan selv slette boliger, vurderinger, lån, omkostninger, kontrakter og kalendernoter inde i platformen. Vil du have hele kontoen slettet eller dine data udleveret, skriver du gennem kontaktformularen.
Hvad der sker, når abonnementet er ophørt
Fristen i dette afsnit gælder kun ophørte abonnementer. Løber den gratis prøve ud, uden at du har valgt en plan, er det ikke et ophør: har du højst én bolig, fortsætter kontoen på den gratis plan, og har du flere, låses den til læseadgang. Der er ingen frist, og der slettes ikke data.
Når et abonnement er endeligt ophørt — fordi du har opsagt det, eller fordi det er udløbet uden betaling — og har du højst én bolig, fortsætter kontoen på den gratis plan. Så løber der ingen frist, og der slettes ikke noget.
Har du flere boliger, låses kontoen til læseadgang: du kan stadig se alt, men ikke rette eller tilføje, og dine data bliver stående. Vi gemmer dem i 90 dage regnet fra den dag, abonnementet ophørte, eller fra den seneste dag, kontoen var på den gratis plan. Tegner du abonnement igen inden da, står det hele, hvor du forlod det. Boliger kan du stadig slette, også mens adgangen er lukket: Slet boliger, til du har én tilbage, så fortsætter kontoen gratis.
Går der mere end 90 dage, og har kontoen stadig flere end én bolig, sletter vi kontoen og dens indhold: boliger, lejemål og kontrakter, dokumenter, sager, syn, påkrav, forbrugsregnskaber, noter og selve loginnet. Sletningen er endelig og kan ikke fortrydes bagefter.
Du bliver varslet, før det sker. Vi sender dig en mail 14 dage før sletningen til den adresse, kontoen er oprettet med, så du kan nå at tegne abonnement igen eller hente dine tal ud. Kan mailen ikke leveres, sletter vi ikke.
To ting er undtaget, og begge dele står også i privatlivspolitikken: regnskabsmateriale, som bogføringsloven kræver, at vi gemmer i fem år, og din tilmelding til nyhedsbrevet, som er en selvstændig aftale, du selv melder dig af. Vil du have kontoen slettet før de 90 dage er gået, skriver du til os gennem kontaktformularen.
Vejledende tal, ikke rådgivning
Platformens beregninger — afkast, værditilvækst, egenkapital, anbefalet leje, kritisk leje og beregnerens overslag — er vejledende og regnet på de tal, du selv har tastet ind, efter enkle formler, der kan efterregnes i hånden. De er ikke finansiel, juridisk eller skattemæssig rådgivning, og der gives ingen garantier for, at en bank eller en myndighed når til samme resultat.
Det samme gælder de frister og lofter, platformen viser omkring lejekontrakter: de er regnestykker efter hovedreglerne, ikke juridisk rådgivning. Beslutninger om køb, salg, belåning eller lejeforhold bør du træffe med din egen rådgiver.
Ansvar og drift
Vi tilstræber stabil drift, men platformen leveres, som den er og forefindes, og vi garanterer ikke, at den altid er tilgængelig eller fri for fejl. Det gælder særligt i prøveperioden, hvor der endnu ikke er betalt for tjenesten.
Vi er ikke ansvarlige for beslutninger truffet på grundlag af platformens vejledende beregninger eller for indirekte tab, i det omfang ansvaret gyldigt kan fraskrives. Intet i disse vilkår begrænser et ansvar, der ikke kan fraskrives efter gældende ret.
Ændring af vilkårene
Vi kan offentliggøre nye vilkår for nye aftaler. For dit eksisterende abonnement gælder de vilkår, du indgik aftalen på. Ønsker vi at ændre din pris eller andre væsentlige vilkår til din ulempe, sender vi et konkret forslag på mail med ændringerne og den foreslåede dato. Ændringen gælder først, når du udtrykkeligt har accepteret den. Tavshed eller fortsat brug er ikke accept. Du kan opsige efter de gældende opsigelsesvilkår. Ufravigelige lovregler gælder altid.
Den gratis plan kan vi ændre eller lukke. Bruger du den, får du besked på mail mindst 30 dage før, og du kan nå at vælge en betalt plan eller opsige, inden ændringen gælder.
Dansk ret
Aftalen er underlagt dansk ret, og tvister afgøres ved de danske domstole.
Er du utilfreds, vil vi helst høre det først — skriv til kontakt@ejendomsdrift.dk, så prøver vi at løse det. Er du forbruger, og bliver vi ikke enige, kan du klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager. Fører mæglingen ikke til en løsning, kan sagen indbringes for Forbrugerklagenævnet. Begge dele sker gennem Nævnenes Hus, og du finder klagevejledning og de aktuelle gebyrer på naevneneshus.dk.
Senest opdateret: 23. september 2026
Fortrydelsesretten og standardfortrydelsesskemaet står på deres egen side: Fortrydelse.
Privatlivspolitikken står på sin egen side: Privatliv.